For at rette dansk økonomi op efter finanskrise og økonomisk nedtur regner VK-regeringen med nulvækst i det offentlige forbrug i år.
Økonomer har skudt det mål ned som uholdbart, og Nationalbanken følger trop. I sin seneste prognose venter Nationalbanken en stigning i det offentlige forbrug på 1,8 procent.
Holder det skøn, er 37 procent af regeringens genopretningspakke spist op af budgetskred, lyder det fra cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos.
- Omsat i kroner og ører svarer det til et skred på ni milliarder kroner i forhold til de skøn, som regeringen kom med for bare tre uger siden. Det svarer til 37 procent af budgetforbedringen fra genopretningspakken, siger Mads Lundby Hansen.
Hvis de penge skal hentes op af danskernes lommer, svarer det ifølge cheføkonomen til, at bundskatten skal hæves med et procentpoint, eller momsen skal stige med 1,3 procentpoint.
- Det bør undgås, da det vil skade væksten, fastslår Mads Lundby Hansen.
Cheføkonomen kritiserer det nuværende system for styringen af den offentlige økonomi.
- Sammenholder man den offentlige realvækst på 3,4 procent i 2009 med Nationalbankens skøn for 2010, så vokser den offentlige sektor med godt fem procent på bare to år, siger Mads Lundby Hansen og fortsætter:
- Det kan ikke fortsætte, og derfor bør vi de kommende år køre med minusvækst i det offentlige forbrug. Og det skal implementeres via en stærkere statsstyring af kommunerne.
Nationalbanken peger advarende på, at der skal rettes op på Danmarks økonomiske underskud senest i 2015. Ellers venter der uholdbare stigninger i det offentlige forbrug på grund af aldringen af befolkningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde