Mens de ansatte kan mærke krisen kradse, gælder det samme på chefkontoret. De privatansatte lederes løn er på et år steget med 2,4 procent, hvilket betyder en lille nedgang i reallønnen, viser tal fra Lederne.
I samme periode - fra september 2009 til september 2010 - er forbrugerpriserne i samme periode vokset med 2,6 procent. Dermed følger lederne tendensen for resten af arbejdsmarkedet, som har oplevet en lille reallønsnedgang på 0,4 procent.
- Statistikken viser, at lederes løn udvikler sig på samme måde som resten af arbejdsmarkedet, siger formanden for Lederne Svend Askær i en kommentar til organisationens nye lønstatistik.
I gennemsnit tjener en privatansat leder i Danmark 50.408 kroner om måneden. Ser man på, hvor lang en uddannelse, lederne har bag sig, er der stor forskel på både lønstigning og gennemsnitsløn.
Mens ledere med en studentereksamen eller lignende som det tungeste eksamenspapir kun er steget 1,3 procent i løn det forløbne år, er lønudbetalingen til ledere med lange, videregående uddannelser vokset med 4,5 procent.
Det bringer de højest uddannede ledere op på en gennemsnitlig månedsløn på lige knap 70.000 kroner.
- Det understreger, at uddannelse betaler sig - især i krisetider. Den uddannelsesmæssige ballast er af meget stor betydning, når ledere skal prissætte sig selv, både ved lønsamtaler med den nuværende arbejdsgiver og i forbindelse med jobskift, siger Svend Askær.
Lønstatistikken bygger på oplysninger fra 14.970 af Ledernes medlemmer og er baseret på månedslønnen for september 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet