Chefredaktør: Fiaskotelefons efterfølger kan blive topsællert
Mobildirektør i Samsung DJ Koh taler ved lanceringen af Samsung Galaxy Note 8 om forgængerens problemer med brændende batterier. Foto: /ritzau/AP/Richard Drew
/ritzau/AP/Richard Drew
Forgængerens eksploderende batterier kommer ikke til at stå i vejen for Samsungs nye telefon, mener ekspert.
Efter skandalen med Samsung Galaxy Note 7, hvis eksploderende batterier tvang selskabet til en milliarddyr tilbagetrækning, lancerer den sydkoreanske elektronikgigant nu en efterfølger.
Samsung Galaxy Note 8 hedder den, og den dårlige omtale af forgængeren kan faktisk føre til bedre salgstal for den nye smartphone.
Sådan lyder det fra mobilekspert John G. Pedersen, chefredaktør for mobilhjemmesiden MereMobil.dk.
- Den megen omtale af Galaxy Note 7-katastrofen har været med til at rulle varemærket ud til en masse folk, som ikke tidligere var opmærksom på det her produkt, siger han og fortsætter.
- Selv om reklamen har været negativ, vil jeg tro, at det bliver den bedst sælgende telefon i Note-serien, siger mobileksperten.
Lanceringen fandt sted onsdag i New York, hvor Samsungs mobildirektør, DJ Koh, valgte ikke at forsøge at fortie tilbagetrækningen i 2016.
- Ingen vil nogensinde glemme, hvad der skete sidste år, sagde han.
Netop den kommunikationsstrategi kan ende med at komme Samsung til gode, mener John G. Pedersen.
- Det her er et meget tydeligt statement om, at de stadigvæk er en stor spiller på området, og jeg tror, at de har gjort det rigtige ved at lave en udadvendt kommunikationsstrategi, siger han.
Ifølge chefredaktøren er den nye telefon et nicheprodukt med en særligt stor skærm, som placerer sig et sted mellem en smartphone og tablet - også kaldet en "phablet".
Med en vejledende pris på 7749 kroner henvender telefonen sig ifølge John G. Pedersen særligt til folk, som skal bruge den store skærm og den medfølgende pen til blandt andet at lave skitser i forbindelse med deres arbejde.
Den brede omtale kan dog sikre telefonen et større publikum, end produktet umiddelbart henvender sig til, spår chefredaktøren.
- Mange vil købe den her telefon uden egentlig at have det reelle behov, siger John G. Pedersen.
Selv om telefonen ifølge John G. Pedersen på mange måder minder om den anden Samsung-model Galaxy S8, er han overordnet positiv over for telefonen.
- Teknologisk set synes jeg, at det er en meget spændende telefon, som tilbyder nogle helt unikke features. Med betjeningspennen kan man faktisk lave alt det, som man kan på et stykke papir, på telefonens skærm, siger han.
Salget af Samsung Galaxy Note 8 begynder 15. september.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde