Først var Norwegian selv ude om, at en række Cimber Sterling medarbejderne opkøbte Norwegians tilbudsbilletter. Siden vendte topchef Jacob Krogsgaard rundt på en tallerken og kom selv i skudlinjen.
Nu kan han glæde sig over, at en advokatundersøgelse frikender ham og resten af ledelsen i skandalen.
- Jeg er glad for, at vi nu har en undersøgelse, der klart og entydigt dokumenterer, at ledelsen ikke har været involveret i sagen og heller ikke har opfordret til at købe billetter, siger Jacob Krogsgaard.
Norwegian har ellers rettet beskyldninger mod flere navngivne medlemmer af jeres ledelse. Har de taget fejl?
- Det kan jeg ikke udtale mig om, men vi har nu en undersøgelse fra en uvildig advokat. Norwegian har også været ude og sige, at de anerkender, at der ikke er medlemmer af direktionen, som har haft noget med det at gøre, siger Jacob Krogsgaard.
Så der er ikke nogen fra ledelsen, der har købt billetter?
- Nej, hverken selv eller via familiemedlemmer, og de har heller ikke opfordret til det. En række medarbejdere har været involveret i det, og det kan vi kun beklage dybt, siger han.
Der er ifølge rapporten ikke grund til at foretage afskedigelser i selskabet. Hvorfor ikke?
- Når advokaten melder tilbage, at det har han ikke fundet grundlag for, så hæfter vi os ved det. Men internt har vi taget de forholdsregler, som vi mener skal gøres, siger Jacob Krogsgaard.
Har I ikke haft regler på plads om det her?
- Vi må som ledelse tage ansvaret for, at medarbejderne ikke har haft fuld indsigt i den adfærd, vi forventer. Vi har ikke haft forudgående eksempler på den slags køb og ikke haft procedurer om det. Vi har indskærpet nu, at vi ikke ønsker at sådan noget skal gentage sig, siger Jacob Krogsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned