Cimber Sterling beklager billetopkøb

Cimber Sterlings direktør vender nu på en tallerken, undskylder over for Norwegians direktør og forbyder medarbejderne at chikanere det norske lavprisselskab. Samtidig vil Cimber Sterling iværksætte en intern undersøgelse.

Det sker, efter at flere medarbejdere i Cimber Sterling har opkøbt hundredvis af tilbudsbilletter til én krone under falske navne som Anders And med den hensigt at forhindre almindelige forbrugere i at rejse med Norwegian.

- Jeg har ringet til Bjørn Kjos (Norwegians administrerende direktør, red.) og givet ham en uforbeholden undskyldning for, hvad der er foregået, siger administrerende direktør Jacob Krogsgaard, Cimber Sterling til brancheavisen Stand By.

Han tilføjer, at selskabet ikke kan blande sig i, hvad medarbejderne foretager sig privat, men det er ifølge direktøren ikke den måde, som Cimber Sterling ønsker at drive forretning på. Krogsgaard kalder det en misforstået loyalitet over for firmaet.

- Derfor har jeg iværksat en intern undersøgelse af, hvorvidt der er brugt Cimber Sterling computere eller -kreditkort. Baseret på undersøgelsen vil jeg sammen med bestyrelsen vurdere eventuelle yderligere skridt, siger Jacob Krogsgaard til Stand By.

Tidligere på dagen sagde han til epn.dk, at medarbejderne i Cimber Sterling havde fået forbud mod at købe kampagnebilletter, som de ikke vil benytte, hos konkurrenter som Norwegian.

Den besked kom blot få timer, efter at han over for Ritzaus finanstjeneste RB-Børsen ikke ville udstede et sådant forbud.

/ritzau/

Først bakkede han op. Men nu undskylder Cimber Sterlings direktør og forbyder medarbejderne at chikanere konkurrenten Norwegian.

Offentliggjort Sidst opdateret