De danske forretningsfolk er på vej tilbage på flyene, og det får Cimber Sterlings administrerende direktør Jacob Krogsgaard til at vejre morgenluft i forhold til kunderne fra erhvervslivet, der ofte lægger flere penge end de almindelige.
- Vi kan så småt se, at de er på vej tilbage igen - der er en spirende tendens. Man flyver for at spare tid, og derfor er mange afgange vigtige for erhvervslivet, siger direktøren.
Finanskrisen har til gengæld betydet nye kunder i flyene hos Cimber Sterling. Hvor forretningskunderne skar ned på flyvningerne, har de billigere billetter betydet, at der er kommet flere almindelige mennesker ind på sæderne.
- Og når nu erhvervslivet så småt er begyndt at flyve igen, skal vi bare holde fast i de nye kunder, der har lært at flyve - og det vil påvirke lønsomheden, siger Jacob Krogsgaard.
Samlet har finanskrisen betydet, at flyselskaberne er begyndt at differentiere priserne på billetter. Hvor man førhen fik den samme service, uanset hvad flybilletten kostede, betaler man i dag for tillægsydelser.
- De dyre billetter betalte for de billigere - og alle fik det samme. I dag køber man basisydelsen: Transporten - og så kan man købe sig til et bestemt sæde eller andre ydelser på flyet, siger Jacob Krogsgaard.
Cimber Sterling har satset på indenrigstrafikken i Danmark - og især ruten fra København til Karup har overgået selskabets egne forventninger. Der har været et større potentiale for private rejsende, end direktøren troede.
- Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde forestillet sig, at Karup skulle overhale Århus Lufthavn i antal af passagerer, men det er sket, siger direktøren.
Jacob Krogsgaard kan ikke se prisstigninger på flybilletterne lige om hjørnet:
- Kunderne kan forvente, at det er de priser, vi allerede har, som vi lancerer. Det vil være et uændret prisniveau fremadrettet, siger han, men påpeger, at en afgiftsstigning fra Københavns Lufthavn vil slå igennem hos flyselskaberne.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie