Circle K øger satsning på lynladere efter rekordår
Circle K vil fremtidssikre forretningen ved at opstille næsten 1000 nye ladestandere frem mod 2030. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Circle K vil opsætte op mod 1000 nye ladestandere de kommende år. Convenience-forretning skal styrkes.
Selv om andelen af benzin- og dieseldrevne køretøjer i den danske bilpark er dalende, er det stadig en god forretning at drive tankstationer.
I hvert fald for Circle K Danmark, der onsdag har offentliggjort tal fra årsregnskabet for 2023/2024.
Det viser et resultatet af den primære drift før skat på 838 millioner kroner. Det er 77 millioner kroner højere end året før og det bedste resultat nogensinde.
Resultatet er opnået på trods af en omsætningsnedgang på 3,1 milliard kroner til 13,6 milliarder kroner som følge af lavere brændstofpriser og en reduktion af antallet af butikker fra 226 til 208.
- Udviklingen i forretningen viser, at Circle K har en stærk position i markedet, og at danskerne i stigende grad vælger Circle K til, når de skal købe brændstof, convenience-varer og lade elbilen, siger Peter Rasmussen, der er administrerende direktør for Circle K i Danmark.
Han fortæller også, at selskabet har tænkt sig at investere to milliarder kroner i at opstille flere ladestandere end de nuværende 348.
Målet er, at man i 2030 har etableret mere end 1300 lynladepladser.
Circle K Danmark driver foruden de 208 Circle K-tankstationer også 28 truckstationer og 198 Ingo-stationer.
Selskabet er et datterselskab af Circle K, der igen er ejet af canadiske Alimentation Couche-Tard.
Circle K Danmark opstod i kølvandet på, at norske Statoil solgte sine tankstationer i Danmark til Alimentation Couche-Tard.
Senere har Circle K Danmark også købt Shells retailforretning i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned