CityMail truer med erstatningssag

CityMail truer nu med en erstatningssag mod Post Danmark, efter at Konkurrencerådet har afgjort, at postgiganten har overtrådt konkurrenceloven.

Forbruger-Kontakt havde held med det, og nu overvejer postleverandøren Bring CityMail også med at hive Post Danmark i retten.
Truslen kommer efter, at Konkurrencerådet i dag afgjorde, at den danske postgigant har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for massebreve, hvor eneste konkurrent er CityMail. Og det kan altså ende med en gigantisk erstatningssag mod Post Danmark.
- Det er positivt, at Post Danmark er tvunget til at ændre adfærd på den del af markedet. Nu vil vi lige fordøje det her og læse afgørelsen igennem, men det er da klart, at det har kostet os kunder og omsætning. Derfor er det selvfølgelig med i vores overvejelser at rejse erstatningssag på samme måde, som Forbruger-Kontakt har gjort, siger administrerende direktør i CityMail, Jens Rom.
I maj i år blev Post Danmark af landsretten dømt til at betale en erstatningssum på 75 millioner kroner til Forbruger-Kontakt, fordi statsvirksomheden havde misbrugt sin stilling som dominerende spiller på postmarkedet. Post Danmark valgte dog at anke sagen, og det samme gør sig gældende i dagens afgørelse fra Konkurrencerådet.
- Vi er ikke enige i afgørelsen, da det er vores opfattelse, at rabatsystemet er i fuld overensstemmelse med konkurrenceloven, og vi vil derfor indbringe den for Konkurrenceankenævnet. Afgørelsen har i øvrigt primært historisk interesse, da rabatsystemet er i færd med at blive udfaset og vil være endeligt afskaffet den 1. august i år, siger kommunikationschef i Post Danmark Lars Kaspersen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret