Coronakrisen får lysten til at købe ny bolig til at falde
Antallet af hushandler er faldet i marts måned, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af landet ned. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Antallet af solgte lejligheder og huse er under coronakrisen faldet sammenlignet med samme periode sidste år.
Interessen for at købe en lejlighed eller et hus er faldet markant i marts måned, hvor coronakrisen lukkede landet delvist ned.
Det viser nye handelstal fra boligsiden.dk.
Antallet af solgte villaer og rækkehuse er faldet seks procent i marts sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
For ejerlejlighedsmarkedet er opbremsningen større. Handelsaktiviteten er faldet 17,3 procent sammenlignet med marts 2019.
- Under normale omstændigheder ville vi se en betydelig stigning i handelsaktiviteten for villaer og rækkehuse fra februar til marts måned, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
- Det har corona sat en stopper for i år, hvor usikkerheden har fået flere boligkøbere til at tage en tænkepause, siger hun.
Birgit Daetz bemærker dog, at bolighandlerne ikke er gået helt i stå. Der er gennemført næsten 4000 hushandler i marts. Det er et gennemsnit på 128 handler hver dag.
Derudover er der handlet næsten 1300 ejerlejligheder.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom ved Nordea Kredit, har handelsaktiviteten det i virkeligheden sværere, end tallene antyder.
- Det var først onsdag den 11. marts, at Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned, og nedlukningen kom som en overraskelse for mange, siger hun.
- Første halvdel af marts var således stadig præget af optimisme og fremgang på boligmarkedet, mens situationen så helt andeledes ud i sidste halvdel. Det har holdt hånden under den samlede handelsaktivitet i marts, og på den baggrund forventer vi et yderligere dyk, når tallene for april bliver offentliggjort.
Antallet af solgte sommerhuse er til gengæld i fortsat fremgang.
Konkret er der i marts måned solgt 913 sommerhuse i Danmark. Det er en stigning på 19 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker