Coronakrisen sender knap 18.000 unge ud i ledighed
Både unge og ældre bliver ramt af ledighed under coronakrisen, viser nye tal. Især mennesker med kortest uddannelse bliver ramt. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Godt hver fjerde, der er meldt ledig siden 9. marts, er ifølge Beskæftigelsesministeriet under 30 år.
Siden 9. marts har 66.305 personer meldt sig ledige.
Ud af dem har 17.904 - eller lige godt hver fjerde - været under 30 år. Det viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Den mest udsatte aldersgruppe har været dem mellem 30 og 49 år. Her er der 30.463, som har meldt sig ledige siden 9. marts.
De resterende 17.938 nytilmeldte ledige har været 50 år eller derover.
Opgørelsen fra Beskæftigelsesministeriet viser også, at det især er dem med kortere uddannelser, der indtil videre er blevet hårdest ramt af ledighed.
Siden 9. marts har lidt over 47.000 personer med grundskole, gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser meldt sig ledige. Det svarer til godt 72 procent - eller næsten trefjerdedele - af alle dem, der har meldt sig ledige.
Blandt dem med en bachelor eller længerevarende uddannelse er der til sammenligning godt 6800 personer, der er blevet arbejdsløse.
- Det er dem med kortest uddannelse, der indtil videre er blevet hårdest ramt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.
- Derfor gør vi i regeringen også alt, hvad vi kan for at sikre, at flest mulige kan beholde deres job igennem krisen med historisk store hjælpepakker.
En af hjælpepakkerne blev lavet sammen med arbejdsmarkedets parter, og den handler om lønkompensation til virksomheder.
Med den kan virksomhederne sende ansatte hjem på grund af coronakrisen, hvor staten går ind og dækker op til 30.000 kroner af lønnen hver måned.
- Ordningen med lønkompensation har reddet i titusindvis fra en fyreseddel - herunder mange ufaglærte - og det er godt, fordi det rammer både den enkelte og familierne meget hårdt, når man mister jobbet, siger ministeren.
Tidligere torsdag viste en anden opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, at der onsdag var 7787 personer, der meldte sig ledige. Det er det foreløbigt højeste antal på en enkelt dag i løbet af coronakrisen.
Det skal bemærkes, at der som regel er flere nytilmeldte ledige omkring starten og slutningen af en måned. Det hænger sammen med, at ansattes kontrakter typisk ophører ved månedsskiftet.
Mens 7787 personer meldte sig ledige onsdag, var der 1830, der afmeldte sig som ledige. Det kan blandt andet skyldes nyt job eller sygdom.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned