Coronavirus koster Adidas stort milliardbeløb i Kina
Adidas har danskeren Kasper Rørsted som administrerende direktør. (Arkivfoto) Foto: Michaela Rehle/Reuters
Michaela Rehle/Reuters
I Kina har Adidas set salget falde op mod en milliard euro grundet corona. Japan og Sydkorea er også ramt.
Coronavirusset i Kina har kostet dyrt for den tyske tøjkoncern Adidas, der allerede nu har set salget falde med et milliardbeløb.
Adidas vurderer, at salget i Kina er faldet med 800 til 1000 millioner euro i første kvartal sammenlignet med samme periode i 2019.
Det svarer til mellem 6,0-7,5 milliarder kroner. Det oplyser selskabet onsdag i forbindelse med sit årsregnskab.
Ud over Kina ser Adidas også tegn på, at coronavirusset har påvirket salget negativt i Sydkorea og Japan.
Særligt Sydkorea er et af de lande, der ud over Kina har været hårdest ramt af virusset.
Adidas oplyser ikke, hvor stort salget isoleret set er i Kina. Men det tabte salg i årets første tre måneder svarer næsten til, at salget i hele Asien-regionen er blevet halveret.
Et "markant" antal af Adidas' butikker i Kina har været lukket fra slutningen af januar frem til slutningen af februar, og i den periode er salget dykket med omkring 80 procent sammenlignet med samme periode i 2019.
I marts er butikkerne begyndt at åbne igen, og kineserne er langsomt begyndt at købe tøj og sko igen, skriver Adidas.
Den tyske koncern fortæller samtidig, at selskabets store fabrikker i Kina nu er oppe at køre igen, efter at de var lukket i en periode i starten af året.
Adidas oplyser, at der er så stor usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af coronavirusset, at selskabet ikke finder det muligt at give et bud på, hvordan det vil påvirke salget for hele 2020.
Adidas har 57.000 ansatte på verdensplan og sælger sportstøj under mærket af samme navn og ejer desuden mærket Reebok.
Samlet sælger selskabet 900 millioner stykker tøj om året.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde