Danfoss ud med kæmpe underskud

Danfoss-koncernen kom ud af første halvår med et underskud før skat på knap 1,5 milliarder kroner - og har fortsat svært ved at se en vending.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danfoss-koncernen fik et hårdt første halvår i 2009. Omsætningen faldt, justeret for tilkøb, med 20 procent, og resultatet før skat gav et underskud på knap 1,5 milliarder kroner. Efter skat er der tale om et tab på en milliard kroner.

For hele året venter koncernen nu at få et tab på mellem 2,0 og 2,3 milliarder kroner før skat.

- Det første halvår af 2009 blev nøjagtig så hårdt, som vi havde forventet. Vi er stort set på omgangshøjde med de planer, vi har haft i gang, så uagtet at vi må præsenter et betragteligt underskud for halvåret, er vi af den opfattelse, at vi trods den dybe krise er på rette vej, siger Niels B. Christiansen, adm. direktør for Danfoss.

Han forklarer, at de initiativer, der er sat i kraft for at modvirke effekter af krisen, først for alvor får effekt fra 2010. Da krisen ifølge Danfoss vil fortsætte en rum tid endnu, har man den langsigtede konkurrenceevne i fokus.

Danfoss venter, at lavkonjunkturen fortsætter i resten af 2009. Selskabet ser stor sandsynlighed for, at der vil gå yderligere 12 til 18 måneder, før der kommer en mærkbar vending i konjunkturerne.

/ritzau/