Danish Crown køber bygninger fra Skares kødkonkurs
Slagterikoncern overtager 14.000 kvadratmeter bygninger brugt af Skare-koncern, som gik konkurs efter kødsag.
Slagterikoncernen Danish Crown køber bygninger af Kurt Skare, hvis kødvirksomhed er begæret konkurs.
Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.
Der er tale om cirka 14.000 kvadratmeter bygninger og et areal på over 120.000 kvadratmeter i Vejen, som Danish Crown overtager. Det sker 1. april.
Otte virksomheder under Skare-koncernen blev 1. februar erklæret konkurs. Herunder Skare Meat Packers i Vejen.
I december kom koncernen i mediernes søgelys, da Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg fandt 250 ton gammelt kød. Noget var helt tilbage fra 2010.
Styrelsen politianmeldte efterfølgende virksomheden for blandt andet manglende sporbarhed på kødet.
Senere meddelte flere detailkæder, at de trak sig som kunder hos Skare.
Danish Crown skriver, at der er meget længe imellem, at der bliver udbudt moderne bygninger til salg i Danmark, som er bygget til fødevareproduktion.
- Som alle ved, var det pludseligt, bygningerne blev udbudt til salg, siger Søren F. Eriksen, koncernproduktionsdirektør i Danish Crown, i pressemeddelelsen.
- Det åbnede nogle uventede muligheder for os, for vi stod over for at skulle bygge nyt i Danmark, og det ville ikke alene blive dyrere for os. Det ville også have en markant længere tidshorisont, så vi blev hurtigt enige med den tidligere ejer.
Det er aftalt mellem parterne, at det ikke oplyses, hvor meget Danish Crown har givet for bygningerne.
Danish Crown er heller ikke klar til at fortælle, hvilken type produktion koncernen skal have i bygningerne.
Der kan gå op til et år, før koncernen er klar til at starte produktionen op i Vejen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned