Danish Crown ramt kraftigt på indtjeningen i kriseår
Danish Crown har været presset på indtjeningen det seneste år, mens omsætningen omvendt er øget med fem procent. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det seneste år er omsætningen hos Danish Crown vokset med fem procent, men indtjeningen er faldet drastisk.
Slagterikoncernen Danish Crown har på mange fronter været i modvind i år, hvor fyringsrunder er gennemført, slagterier lukket og en betydelig spareplan iværksat.
I årsregnskabet for 2022/2023 fremgår det da også klart og tydeligt, at koncernen rent økonomisk har været udfordret.
Indtjeningen i perioden er faldet fra knap 2,2 milliarder kroner til knap 1,5 milliarder kroner det seneste år.
Indtjeningen dykker, selv om omsætningen er øget med fem procent til 67,6 milliarder kroner i perioden.
Det ser koncernen som et tegn på, at resultaterne af spareplanen nu begynder at vise sig.
- Vi har lanceret et besparelses- og forbedringsprogram, der over en toårig periode skal løfte indtjeningen med 1,5 milliarder kroner, siger den administrerende direktør, Jais Valeur, i regnskabet.
- Som en konsekvens har vi desværre sagt farvel til over 1700 kolleger i vores kerneforretning det seneste år.
- Allerede nu ser vi dog betydelige fremskridt, hvilket er positivt for både Danish Crowns ejere og koncernens over 25.000 medarbejdere, lyder det.
I løbet af året har Danish Crown lukket et slagteri i Sæby og i tyske Boizenburg. Det kostede koncernen 200 millioner kroner alene, fremgår det af regnskabet.
En faldende levering af slagtegrise har været en udfordring for selskabet, hvilket var årsagen til lukningen af det danske slagteri. Det kostede flere hundrede ansatte jobbet.
Ifølge slagterikoncernen havde den høje inflation gjort det svært for danske landmænd at få økonomien til at løbe rundt, når det kommer til produktionen af slagtegrise.
En del af landmændene har valgt at lukke deres stalde, mens andre sælger deres grise til eksport for at skabe indtjening.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker