Slagterikoncernen Danish Crown klarer sig rigtig godt i sine forædlingsvirksomheder, og specielt ser det fint ud med vækst og indtjening i de udenlandske fabrikker.
Derimod kniber det fortsat med at få nedbragt omkostningerne på slagterierne herhjemme, hvor omkostningerne fortsat ikke er konkurrencedygtige.
Alligevel præsenterer selskabet et årsresultat næsten på samme niveau som i fjor. Administrerende direktør Kjeld Johannesen kalder overskuddet på 1.021 millioner kroner for "fornuftigt". I fjor var overskuddet på 997 millioner kroner.
- Vi er glade for at kunne konstatere, at på de markeder, hvor vi opererer på lige vilkår med andre selskaber, har vi en markant konkurrencekraft, siger Kjeld Johannesen.
Samtidig er der igennem året blevet arbejdet intenst med de høje omkostninger i Danmark.
Danish Crown er i gang med en storstilet strategiplan for fremtiden, og der er det seneste år fjernet mange arbejdspladser i Danmark gennem blandt andet slagterilukninger. Koncernen har på et par år fjernet op mod 3000 job, alene 1500 det seneste år.
- I forbindelse med DC Future har vi iværksat massive omkostningsreduktioner, for det er i Danmark, omkostningerne udgør en barriere. Vi har i år afholdt store omkostninger forbundet med at tilpasse kapaciteten til en lavere slagtesvinproduktion i Danmark, og det kan mærkes, siger Kjeld Johannesen.
Det seneste år har slagterikoncernen omsat for 44,8 milliarder kroner mod 46,9 milliarder kroner i fjor.
Årets resultat betyder, at restbetalingen til den enkelte landmand i år er på 70 øre pr. kilo leveret kød fra slagtesvinproducenter mod 60 øre sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde