Høj energieffektivitet, klynger af virksomheder med fokus på energiteknologi og en stor olieeksport fra Nordsøen er med til at ruste Danmark solidt mod negative pres fra en vildfaren oliepris.
Sådan lyder meldingen fra Udenrigsministeriet oven på torsdagens faretruende hop i olieprisen i kølvandet på de borgerkrigslignende tilstande i Libyen, skriver dagbladet Børsen.
- Overordnet set er en oliekrise rigtigt dårligt nyt for både den globale og danske økonomi, siger cheføkonom i Udenrigsministeriet, Jacob Warburg til avisen.
- Men ser man på hvilke lande, som er bedst rustet til at imødegå en sådan situation og hvilke lande, der måske ligefrem kan forvente at komme styrket ud på den anden side, så er Danmark bestemt helt fremme i feltet, fortsætter han.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) deler chefanalytiker Martin Madsen Udenrigsministeriets vurdering.
- Hvis olieprisen fortsætter på nuværende højere niveau bliver statens indtægter fra Nordsøen en hel del større end hvad Finansministeriet hidtil har regnet med, siger han til Børsen.
På baggrund af Finansministeriets tal har AE beregnet, at en oliepris på omkring de nuværende 100 dollar per tønde vil give godt tre milliarder kroner ekstra i statskassen.
Med hensyn til betalingsbalancen står Danmark ligeledes til at vinde tre milliarder kroner for hver 10 dollar olieprisen stiger, dog inden fratræk af den store danske handelsflådes brug af skibsbrændstof, skriver Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker