Vi danskere bor i et rigt land, og det kommer vi til at betale for.
Det fremgår af en såkaldt købekrafts-undersøgelse, som Danmarks Statistik offentliggjorde mandag, og som sammenligner prisniveauet i de 27 EU-lande.
Priserne herhjemme ligger 42 procent over EU-gennemsnittet, og hermed har Danmark de højeste forbrugerpriser i EU.
De øvrige nordiske lande i EU, Finland og Sverige, har noget lavere priser end i Danmark, men er alligevel det næstdyreste og det tredjedyreste land på listen.
Vores naboland Tyskland ligger betydeligt lavere med priser, som kun er fire procent højere end gennemsnittet.
Rige lande vil normalt have de højeste priser, og det slår også igennem i den modsatte ende af tabellen.Her ligger Rumænien og Bulgarien.
Med undtagelse af kommunikation er alting generelt dyrere i Danmark. I en kommentar til undersøgelsen fremhæver Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, at forskellen svarer til godt 140.000 kroner om året for en gennemsnitlig børnefamilie.
- Vi får mindre for pengene. Det betyder mindre velstand til danskerne og dårligere konkurrenceevne for virksomhederne, der er nødt til at betale højere lønninger og betale mere for deres eget forbrug, konstaterer Las Olsen.
Det højere danske prisniveau slår ikke mindst igennem inden for fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer. Her er priserne 36 procent over EU's gennemsnit.
Forbrugerne i Norge og Schweiz, som ikke er med i EU, betaler dog endnu mere for disse varer. Det samlede prisniveau i de to lande overgår også Danmarks, idet det begge steder er 48 procent over gennemsnittet i EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde