Danmark har kæmpe overskud

Den danske betalingsbalance strutter af overskud. I 2009 var der et plus på 64,2 milliarder kroner. Det er ifølge Danmarks Statistik det største overskud siden 2005. Dengang satte overskuddet rekord med 67,1 milliarder kroner.

Overskuddet skyldes først og fremmest, at vi eksporterer flere varer og tjenester til udlandet, end vi selv importerer.

Chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig i Sydbank glæder sig over den stærke danske betalingsbalance.

- De store overskud giver os flere frihedsgrader i den økonomiske politik i forhold til at stå i en situation med sløj økonomisk vækst og røde tal på betalingsbalancen, skriver han i en kommentar.

Christian Hilligsøe Heinig understreger dog, at baggrunden for det solide overskud er knap så rosenrød.

- Det dækker primært over et historisk fald i både forbruget og investeringsaktiviteten, der dæmper det danske importbehov, påpeger han.

Bag tallene gemmer sig også en historisk stor nedtur for dansk eksport. Eksporten af varer faldt med hele 16,2 procent, og det er ifølge Hilligsøe Heinig det største fald i 40 år.

- Det er formentlig også det kraftigste fald overhovedet i hele efterkrigstiden, konstaterer han.

Selv om flere økonomer vurderer, at vi er på den anden side af krisen, ser Dansk Industri, DI, med stigende bekymring på udviklingen.

Chefkonsulent Morten Granzau Nielsen pointerer, at mens andre lande allerede har stor fremgang i eksporten, så bliver Danmark straffet for, at vores varer er dyrere at producere på grund af højere lønninger.

/ritzau/

Danmark har det største overskud på betalingsbalancen i mange år. Bag det store plus på 64,2 milliarder gemmer sig dog den værste nedtur for eksporten i 40 år.

Offentliggjort Sidst opdateret