Danmarks højt besungne arbejdsmarkedsmodel, der for bare få år siden blev fremhævet som et eksempel til global efterfølgelse af topøkonomer, er på vej ud i en dyb krise, skriver ugebrevet Mandag Morgen.
Danmark hører i dag til blandt de absolut dårligst præsterende lande i Europa, når det gælder skabelse af nye job til erstatning for de job, der gik tabt, da den aktuelle recession var på sit højeste fra 2008 til 2010.
Det fremgår af en ny omfattende analyse fra EU's arbejdsmarkedsinstitut Eurofound, der konstaterer, at Danmark i perioden 2008- 2010 har oplevet en regulær nedgradering af kvaliteten af nye job.
I perioden 1995-2006 hørte Danmark ellers til i den europæiske elite af lande med evnen til at erstatte dårlige job med lav løn og lavt vidensindhold med bedre lønnede job med højere vidensindhold. Men det billede har ændret sig drastisk.
I perioden 2008-2010 er Danmark røget helt ned i bunden af listen sammen med lande som Italien, Litauen, Tjekkiet og Ungarn, som alle oplever, at de nye job er dårligere end dem, man har mistet i krisen.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet, kalder det "alarmerende" og betegner det som en "katastrofekurs" for det danske arbejdsmarked, at væksten i dansk jobskabelse primært finder sted inden for job med lav løn og lavt vidensindhold.
- Hvis ikke vi har højtlønsjob, som vi kan beskatte hårdt, så hænger den danske model ikke længere sammen, siger Ibsen til Mandag Morgen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker