Danmarks ældste i arbejde er 97 år

Bare fordi den officielle pensionsalder er overskredet med 32 år, er det stadig muligt at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. I hvert fald hvis man skal tro Danmarks ældste lønmodtager.

Personen har rundet 97 år, viser en opgørelse fra ATP over ældre danskere på arbejdsmarkedet . Den viser også, at omkring 200 danskere over 80 år er aktive lønmodtagere - og af dem har 11 haft 90-års fødselsdag.

Med Mærsk McKinney Møllers 97 år kunne han være den mulige indehaver af titlen som Danmarks ældste lønmodtager. Men det afviser de hos Mærsk.

Opgørelsen fra ATP viser også, at 25.000 af de personer, der har rundet alderen for folkepension, stadig arbejder mindst ni timer om ugen.

Og alder behøver slet ikke at være en hindring, fortæller Annette Johannesen, forskningskonsulent ved Videncenter på Ældreområdet. Ifølge hende er der ingen grænse for, hvor længe et menneske kan blive ved med at arbejde

- Det afhænger af en kombinationen af den enkeltes funktionsevne, og de krav, som arbejdsgiveren stiller. Det værste er at blive dømt ude alene på grund af alder, skriver hun i en pressemeddelelse.

ATP har på grund af nye regler fået mulighed for at sætte tal på de ældste på arbejdsmarkedet.

En lovændring har betydet, at alle lønmodtagere fra og med 2010 indbetaler til ATP uanset alder. Eneste forudsætning for at komme med i opgørelsen er, at man arbejder mere end ni timer om ugen.

/ritzau/

Danmarks ældste lønmodtager er 97 år. Og det er ikke den 97-årige Mærsk McKinney Møller, oplyser Mærsk.

Offentliggjort Sidst opdateret