Danmarks aviskæmpe på Rådhuspladsen øger overskuddet
JP/Politikens Hus øgede overskuddet solidt i 2017. Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
JP/Politikens Hus, der ejer nogle af Danmarks største aviser, øgede overskuddet solidt i 2017, viser regnskab.
På trods af hård konkurrence fra store firmaer som Google og Facebook på markedet for reklamer øgede JP/Politikens hus sit resultat sidste år.
Det viser regnskabet for selskabet. Overskuddet blev på 206 millioner kroner, hvilket er 78 millioner kroner flere end i 2016.
- Resultatfremgangen sker på baggrund af et sundt indholdssalg, hvor især det digitale salg viser god vækst.
- Udviklingen afspejler, at koncernens nyhedsmedier dagligt leverer journalistik af høj kvalitet og med stor relevans for læserne, skriver JP/Politikens Hus i regnskabet.
Udviklingen er umiddelbart også hjulpet af, at der er blevet 300 færre ansatte i året.
JP/Politikens Hus ejer de store aviser Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. I organisationen ligger også mindre onlinemedier som Watch-medierne og erhvervsmediet Finans.
Mens resultatet blev bedre, faldt omsætningen med små 200 millioner kroner til 2,8 milliarder.
- Mens indholdssalget indfriede forventningerne, accelererede konkurrencen om annoncekronerne.
- Trods en fremgang i det digitale annoncesalg, betød den hårde konkurrence fra Google og Facebook en nedgang i koncernens samlede annoncesalg, skriver JP/Politikens Hus.
Den konkurrence forventes at fortsætte i 2018. For at imødegå udviklingen vil JP/Politikens Hus investere yderligere i nye medier. I 2017 kom der flere Watch-medier til, eksempelvis Advokatwatch og Fødevarewatch.
- Der vil igen i 2018 blive investeret betydeligt i nye publicistiske initiativer især på det digitale område.
- Det er afgørende, at JP/Politikens Hus i de kommende år styrker konkurrencekraften for at kunne modgå den stadig mere intense konkurrence fra teknologitunge virksomheder som Google og Facebook og dermed sikre, at der fremover vil være mulighed for at drive økonomisk selvstændige og uafhængige danske medier, skriver selskabet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde