Danmarks bedste oplevelseshavn på vej

I Frederikshavn skal det være slut med at stirre ud af bilruden, mens man venter og venter på, at færgen lægger til. I stedet skal gæsterne bruge tiden på at have det sjovt, svømme i havnen eller gå på museum.

Den nordjyske færgeby har netop lanceret en omfattende havneplan, der skal gøre byen til Danmarks bedste oplevelseshavn.

Markeder med lokale produkter, et nyt maritimt museum, kanaler og specialforretninger er blot nogle af brikkerne. Når det er tid at sejle, kaldes gæsterne

trygt til havnen med moderne teknologi.

Samtidig betyder planen til mellem 300 millioner og en milliard kroner, at den konventionelle havnevirksomhed og færgedriften skal udvikles. Godsmængderne skal øges med 50 pct. på fem år og 100 nye arbejdspladser skabes.

Frederikshavn har før leveret original markedsføring med skabelsen af en velbesøgt nordjysk palmestrand. Den nye plan stikker igen af mod den gængse kurs, som mange kommuner har valgt ved at omdanne deres gamle havneområder til mondæne boligområder.

I Frederikshavn handler det om at skabe nyt liv på havnen. Den nordjyske færgeby har over en årrække alene på søsiden mistet vigtige indtægtskilder som værfter, toldfrit salg og rederiet Color Line, der rykkede til Hirtshals.

I dag er der kun to millioner årlige færgepassagerer mod fem millioner tidligere.

- Det nytter det jo ikke at pive over. I stedet har vi set på, hvordan vi udvikler havnen til en attraktion i sig selv og et trækplaster for resten af byen, siger havnens adm. direktør Preben Reinholt. For i Frederikshavn hænger havn og handel sammen. Byen vil fastholde sin position som regionens førende havn.

Ud over nye arbejdspladser er det håbet at udvide den nuværende færgedrift med ny forbindelse til Norge. På sigt skal det både give flere færgepassagererne og dermed mere omsætning i byens butikker og restaurationer.

/ritzau/

Frederikshavn vil gøre gæsters ophold i en travl færgehavn til en oplevelse, hvor turisme, industri og færgefart skal gå hånd i hånd.

Offentliggjort Sidst opdateret