Danmarks første lejeboliger for ikke-rygere er på vej. På en grund på Sæby Strand i Nordjylland vil Frederikshavn Boligforening opføre nye røgfrie etageboliger, skriver Boligen, som udgives af Boligselskabernes Landsforening.
Boligforeningen vil udfylde et hul i boligmarkedet med de røgfrie lejligheder.
- I øjeblikket har vi boliger til ældre og bevægelseshæmmede og andre målgrupper. Derimod har vi ingen tilbud til de folk, der af helbredsmæssige årsager ikke kan tåle røg, siger forretningsfører Kim Madsen fra Frederikshavn Boligforening til bladet.
Ud af de i alt 86 nye boliger regner boligforeningen med, at mellem 30-35 boliger bliver røgfrie.
- Vi har da tænkt os at opføre rygepavilloner tæt på bebyggelsen, så trængende og gæster har et sted at gå hen, hvis de vil ryge, siger Kim Madsen.
Han regner dog ikke med, at planerne om de røgfrie hjem bliver helt problemløse.
Selv om lejeloven giver boligforeninger grønt lys til at indføre et rygeforbud, så er det småt med sanktionsmuligheder, hvis beboerne trodser forbuddet og tager sig en smøg inden for hjemmets fire vægge.
Typisk har en lejer nemlig sin egen private råderet i hjemmet - vel at mærke i det omfang lejeren ikke generer andre.
Kim Madsen erkender, at han betræder et uprøvet juridisk område. Alligevel mener han, at der er så stor en efterspørgsel efter røgfrie boliger, at konceptet simpelthen må afprøves.
Frederikshavn Boligforening mangler blot bestyrelsens godkendelse, før deres planer om landets første røgfrie boliger bliver en realitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker