Viking-Is er kørt frontalt ind i et forbud og må ikke længere bringe is ud i Sydjylland. Det skriver Politiken.
Retten i Sønderborg nedlagde onsdag et fogedforbud mod den nystartede isbil og slukkede derved motoren på Viking-Is' otte varevogne, der siden 1. marts har bragt is ud på de syd- og sønderjyske gader og veje.
Hjem-IS havde anlagt sagen ved domstolene, fordi selskabet mente, at Viking-Is havde kopieret Hjem-IS' rute- og franchisemodel.
Viking-Is' to stiftere, brødrene Per og Tom Roth, har begge en fortid ved den etablerede isbil.
- Vi er dybt, dybt rystede over, at man på så tyndt et grundlag nedlægger et fogedforbud med alle de konsekvenser, det har for os, vore ansatte og forbrugerne, der bliver snydt for et alternativ til Hjem-IS, siger Tom Roth til Politiken.
I otte år har han været franchisetager for Hjem-IS i Sydjylland. Men de rutelister, som fogedretten mener, han har kopieret, har han selv udfærdiget, siger han.
I Hjem-IS, der er ejet af fødevaregiganten Nestlé, glæder landeansvarlig Anders Brandt-Clausen sig over fogedforbuddet mod konkurrenten:
- Jeg er tilfreds med, at fogedretten har givet os medhold i, at Viking-Is har taget vores manualer og brugt vores koncept, siger han til Politiken.
Viking-Is er den første konkurrent til Hjem-IS i 35 år, og de de to firmaer har det seneste halve år bekriget hinanden.
Viking-Is har forgæves anmeldt Hjem-IS til konkurrencemyndighederne, fordi den etablerede isbil i en periode nedsatte prisen på en familiepakke i et afgrænset område af Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker