Danmarks største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller, vil i nærmeste fremtid afskedige 200 af i alt 1650 ansatte i virksomheden. Det oplyser Lemvigh-Müller i en pressemeddelelse.
Som baggrund for afskedigelserne anfører selskabet, at man i lighed med alle andre i branchen mærker følgerne af den økonomiske krise.
- Krisen har medført en markant salgsnedgang inden for alle produktområder og kundegrupper, siger adm. direktør Morten Jørgensen, Lemvigh-Müller.
Han ser ikke noget, der tyder på en bedring inden for en overskuelig fremtid, og man er derfor nødt til at nedbringe omkostningerne.
Selskabets kunder findes primært i byggeri, industri og blandt tekniske installatører - alle brancher, der er hårdt ramt.
Morten Jørgensen erkender, at 200 afskedigede er "ubehageligt mange på én gang".
- Men det er nødvendigt, hvis Lemvigh-Müller fortsat skal kunne stå distancen på et marked, der er mere konkurrencepræget end nogensinde før, siger han.
Gradvise nedskæringer over hele linjen ville ifølge direktøren ikke blot trække pinen ud, men også udpine organisationen.
Som led i ændringerne lægger man også hele organisationen i virksomheden om. Syv salgsdivisioner bliver til tre, og flere mindre enheder samles i regions- og kompetencecentre.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker