Dansk Byggeri tror bro giver 5.000 nye job

Foto: Anders Knudsen

Modsat forventninger til byggeriet af Femern forbindelsen, mener Dansk Byggeri, at byggeri af Storstrømsbroen giver mange lokale jobs.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der tegner sig et politisk flertal for at bruge knap fire milliarder kroner på at bygge en helt ny bro over Storstrømmen mellem Sjælland og Falster.

Det betyder, at området, som ellers er hårdt plaget af ledighed, kan se frem til tusindvis af nye job. Byggearbejdet vil nemlig skabe i alt 4.600 fuldtidsstillinger af et års varighed, viser en beregning foretaget af Dansk Byggeri for Avisen.dk.

Alene byggearbejdet forventes at give job til over 2.000 håndværkere over den tre-fireårige byggeperiode. Dertil kommer 2.600 stillinger til underleverandører, ingeniører, arkitekter og chauffører.

- En stor gruppe håndværkere får fast arbejde i tre-fire år med at bygge broen, siger seniorøkonom i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen til Avisen.dk.

Forslaget om opførelsen af den nye bro var en af de store nyheder, da finansminister Bjarne Corydon (S) mandag præsenterede regeringens forslag til en ny finanslov.

Finansministeren tror på, at en stor del af jobbene på broen, kommer til at gå til danskere. Dermed imødegår han bekymringer for, at de mange nye job går til udlændinge, sådan som det frygtes på Femern Bælt-tunnelen.

- Jeg tror, at det vigtigste, vi kan gøre, er, at vi sikrer, at der er kvalificeret dansk arbejdskraft, siger Bjarne Corydon til Avisen.dk.

Den vurdering bliver bakket op af Dansk Byggeri.

- Vi forventer, at de fleste job kommer til at gå til danskere. På et sådan her projekt er der eksempelvis masser af job til mindre underleverandører," siger Finn Bo Frandsen.

Allerede nu står det klart, at begge sidder af Folketingssalen bakker op om opførslen af den nye bro.

-Det er vi bestemt åbne over for, konstaterer Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

Samme besked lyder fra Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen. Han ønsker dog, at EU kommer til at betale en større del af gildet.