Det er endnu uvist, hvornår det danske spotmarked for CO2-kreditter bliver genåbnet.
Efter et aggressivt hacker-tyveri lukkede EU-Kommissionen den 19. januar for handelen med CO2-kvoter i hele Europa, men den bliver nu genåbnet fredag i fem af EU's medlemslande.
Det drejer sig om Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Slovakiet.
I Danmark er man ved at få foretaget en uafhængig sikkerhedstest af det nationale kvoteregister, oplyser Søren Houen fra Energistyrelsen, som administrerer det danske system.
Og før der foreligger dokumentation for, at "hacker-testen" er bestået, ligger handelen med CO2 stille herhjemme.
- Vi kan ikke melde nogen præcis dato ud for, hvornår det danske register åbnes, fordi det kan påvirke markedet. Men vi arbejder på at få dette på plads så hurtigt som overhovedet muligt, siger Søren Houen og tilføjer:
- Og der har ikke været tegn på, at nogen har forsøgt at trænge ind i det danske register.
Hackerne stjal i januar via indbrud i computere to millioner CO2-certifikater fra registrene i Østrig, Grækenland, Estland, Tjekkiet og Polen og solgte derefter kvoterne for millioner af euro.
De fem lande, som indtil nu er blevet sikkerheds-clearet, har givet "rimelige garantier for, at minimumskravene til sikkerhed er på plads", oplyser EU-Kommissionen.
I de øvrige 22 EU-lande, herunder Danmark, er handelen med klimakreditter stadig lukket. Det gælder også CO2-registrene i Norge, Schweiz og Liechtenstein.
EU's kvotesystem er den største internationale markedsplads for klimagasser. Omkring 12.000 store virksomheder og kraftværker er tilsluttet systemet.
Det fungerer på den måde, at virksomhederne får en bestemt mængde udslipsrettigheder, og sparer de på energien, kan de sælge overskydende kvoter til virksomheder, som har underskud.
Kvotesystemet har været udsat for gentagne angreb fra hackere, ligesom momssvindlere har bedraget de europæiske statskasser for op mod 38 milliarder kroner gennem uigennemsigtige handler med CO2-kvoter.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde