Dansk eksport fortsatte med at stige op til Ukraine-krigen
I februar er den danske eksport steget. Krigen i Ukraine gør yderligere vækst usikker, vurderer DI.
Den danske eksport har i februar opretholdt et rekordhøjt niveau.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I februar har danske virksomheder eksporteret varer og tjenester for i alt 139,1 milliard kroner. Det er 1,4 procent højere end i januar.
Dermed holder den danske eksport fast i det rekordhøje niveau, den har ligget i de seneste måneder.
Bare set over de seneste tre måneder er eksporten steget med 2,7 procent, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Krigen i Ukraine har dog gjort, at fundamentet for yderligere fremgang er begyndt at vakle. Det vurderer cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen.
- Udsigterne for forårsmånederne er bekymrende. Efter Ruslands invasion af Ukraine er der kommet modvind fra flere fronter, og det kan svække eksporten.
- Massiv mangel på materialer, voldsomme prisstigninger, usikkerhed, sanktioner og lavere vækst i udlandet betyder, at eksporten formentlig bremser op i den kommende tid, siger Allan Sørensen.
Også i Dansk Erhverv forventer seniorøkonom Kristian Skriver, at krigen vil give modvind til dansk eksport.
Ukraine og Rusland fylder dog så relativt lidt i den samlede eksport, at det i sig selv ikke bør sende eksporten i bakgear, vurderer Kristian Skriver.
- Men krigen har samtidig sendt energi- og råvarepriserne i vejret og udløst stor usikkerhed, der betyder, at vækstudsigterne på flere eksportmarkeder i Europa har lidt et knæk, der udfordrer dansk eksportvækst, siger han.
I 2021 udgjorde Danmarks eksport til Rusland 15,1 milliard kroner. Det svarede til én procent af den samlede eksport.
Eksporten til Ukraine udgjorde 4,4 milliarder kroner. Dermed udgjorde den under én procent af den samlede eksport.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde