Dansk eksport går fri af krisen

Mens krisen æder sig ind i europæernes humør og købelyst, fortæller en betydelig del af de danske eksportvirksomheder, at de går fri af krisen.

Hver anden adspurgte virksomhed siger i en Rambøll-måling foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten, at de ikke er påvirket af krisen overhovedet. Samtidig siger hver tredje virksomhed, at de kan mærke et svagere salg.

- Det understreger, at krisen er en gælds- og finanskrise, som endnu kun i lille omfang har ramt den reale økonomi og dermed virksomhederne, siger Philipp Schröder, professor ved Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.

- Jeg tror sagtens, at det kan vare længe, før krisen for alvor kan ramme eksportvirksomhederne.

Billedet er nogenlunde det samme i de forskellige brancher. For eksempel i pumpekoncernen Grundfos, der omsætter for 20 milliarder kroner om året, mærker man ikke meget til krisen.

- Vi er generelt heller ikke ramt af krisen endnu, og vi har et fornuftigt salg, siger Søren Sørensen, koncerndirektør i Grundfos.

- Det har også hjulpet os - og formentlig mange andre virksomheder - at vi i krisen 2008-09 gjorde virksomheden mere effektiv, så vi bedre kan agere i denne krise,

Både han og Philipp Schröder er dog forsigtige i deres tro på, at den positive udvikling kan holde.

- Måske skal man betone ordet "endnu", når vi siger, at vi endnu ikke er ramt. Vi betragter verden med stor bekymring, og vi holder meget øje med udviklingen rundt om i verden for at se, om den europæiske krise breder sig, siger Søren Sørensen.

/ritzau/

En stor del af det danske erhvervsliv erklærer sig upåvirket af krisen, viser en ny Rambøll-måling.

Offentliggjort Sidst opdateret