Dansk eliteindeks lukkede i rødt ovenpå bankkrak-nervøsitet
Værst er det gået for bankaktierne. Danske Bank og Jyske Banks aktier er faldet 5,9 og 6,9 procent.
Nervøsiteten fra det amerikanske bankkrak i Silicon Valley Bank spredte sig til de danske aktier i mandagens handel.
Værst gik det for Danske Bank og Jyske Bank, mens få af det danske eliteindeks C25's defensive aktier blev skånet for kurstab.
- Renterne er faldet meget i dag, og bankaktierne er steget meget på de stigende renter, så det har kostet lidt. Men det er selvfølgelig mere utrygheden over det, der er sket i USA, der bekymrer markedet, siger Martin Munk, som er senioraktierådgiver i Jyske Bank.
C25 tabte mandag 1,6 procent og endte i 1719,437.
Danske Bank og Jyske Bank står som de helt store tabere efter dagens handel.
De to bankaktier gik henholdsvist 6,9 procent og 5,9 procent tilbage til 144,8 og 510,6 kroner.
De mere defensive aktier klarede sig mandag bedst.
Heriblandt endte høreapparatselskabet Demant i toppen sammen med Medicoselskabet Ambu, der producerer udstyr til hospitals- og sundhedssektoren, og Coloplast, som også producerer udstyr til sundhedssektoren.
Demants investorer kan glæde sig over et plus på 3 procent til 217,7 kroner, mens Ambu gik 2,2 procent frem til 106 kroner, og Coloplast steg 1,9 procent til 808 kroner.
At en aktie er defensiv betyder, at den ikke er så følsom over for svingninger i økonomien. Det er eksempelvis selskaber, som producerer medicin eller udstyr til medicinal- og sundhedsverden, da der altid er brug for deres produkter.
Efter bankerne ligger ISS og FLSmidth også blandt de store tabere med kursfald på 4,6 og 3,8 procent til 139,55 kroner og 254,10 kroner.
Silicon Valley Bank er en amerikansk bank med afdelinger flere steder i verden. Fredag krakkede banken, efter at den ikke kunne klare, at for mange af bankens kunder ville have deres indskud udbetalt.
I weekenden måtte de amerikanske myndigheder træde til og overtage banken Silicon Valley Bank, der var kommet under pres fra sine kunder i tech-branchen i USA. De ville have deres penge udbetalt.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker