Dansk Erhverv advarer mod EU's kæmpebøder for at snyde
Forbrugerrådet Tænk bakker op om forslaget om bøder på op til fire procent af omsætningen for at snyde forbrugerne i EU. Dansk Erhverv mener, at "tårnhøje bøder" er ude af proportion. Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Det er rart, at der også engang imellem er fokus på, at forbrugerne får noget ud af EU, siger Forbrugerrådet.
Bøder på op til fire procent af omsætningen for at snyde forbrugerne i EU er helt ude af proportion.
Det mener Dansk Erhverv, efter at EU-Kommissionen onsdag har fremlagt et nyt udspil, der skal styrke forbrugerne over for store selskaber.
- Et bødeniveau på fire procent af omsætningen i de berørte lande er helt ude af proportion, siger chefkonsulent Bo Dalsgaard fra Dansk Erhverv.
- Det vil betyde, at virksomheder må lukke, siger han.
Bo Dalsgaard mener ikke, at "tårnhøje bøder" vil give en bedre håndhævelse af reglerne i de EU-lande, der i dag ikke prioriterer området.
- I stedet straffes virksomhederne ekstra hårdt i lande som Danmark, som i forvejen har et højt håndhævelsesniveau, siger chefkonsulenten.
- Det rammer heller ikke de netbutikker uden for EU, som snyder med reglerne, siger han.
Til gengæld er Dansk Erhverv meget tilfreds med EU-forslaget om et stop for at returnere varer, der har været brugt mere end nødvendigt for at prøve dem.
- Vi er glade for, at EU-Kommissionen lægger op til et opgør med retten til at returnere brugte varer, siger Bo Dalsgaard.
- Den påfører netbutikkerne - især de små og mellemstore - en urimelig økonomisk byrde. Og det har intet at gøre med forbrugerbeskyttelse, siger han.
I Forbrugerrådet Tænk er man glad for EU-udspillet om en "ny aftale for forbrugerne".
- Det er rart, at der også engang imellem er fokus på, at forbrugerne skal have noget ud af EU, siger chefkonsulent Benedicte Federspiel.
Forbrugerrådet er tilfreds med forslaget om fælles EU-regler, der kan give bedre muligheder for gruppesøgsmål, når de europæiske forbrugere er blevet snydt.
Og rådet bakker også op om EU-forslaget om bøder på op til fire procent af omsætningen til dem, der snyder forbrugerne.
- Det viser, at man skal tage reglerne seriøst, siger Benedicte Federspiel.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet