Dansk erhvervsliv slår alarm over dystre eksportudsigter
Aldrig før har indkøbschefer i eurozonen haft lavere forventninger til behovet for blandt andet nye ordrer og leverancer. Det er alarmerende skidt nyt for danske eksportvirksomheder, lyder det fra erhvervsorganisationerne i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Henry Nicholls/Reuters
Henry Nicholls/Reuters
Lave forventninger til nye ordrer fra resten af Europa bringer sved på panden i dansk erhvervsliv.
Aldrig før har indkøbschefer i eurozonen haft lavere forventninger til blandt andet mængden af nye ordrer, leverancer og produktion.
Og det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dansk erhvervsliv, hvor eksporten i høj grad består af netop bidrag eller varer til eurozonens økonomier.
Det er de foreløbige svar til det såkaldte PMI-indeks, der viser, at forventningerne til de europæiske økonomier er gået i gulvet.
Indekset er et barometer, der sammensættes af indkøbschefernes forventninger til blandt andet nye ordrer og behovet for leverancer. Eurozonen er de lande, der har euroen som valuta.
Derfor er det også en afgørende strømpil på danske virksomheders chancer for at sælge deres varer på deres mest vante eksportmarkeder efter coronakrisen.
Og torsdagens indeks bød på lutter dårlige nyheder.
- Vi må med de her tal konstatere, at virkeligheden overgår fantasien. Det er voldsomt og meget værre, end vi i forvejen havde frygtet, skriver cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
PMI-indekset nåede det laveste niveau siden, det blev oprettet for over 20 år siden.
Derfor fik tallene også danske erhvervsorganisationer til at slå alarm.
- Vi ser dermed umiddelbart ind i et økonomisk tilbageslag af historiske dimensioner, skriver Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer i sin analyse.
Også Dansk Industris cheføkonom Allan Sørensen blev bekymret af de dystre udsigter til den kommende tid:
- Hovedparten af vores eksport sælger vi jo på de europæiske markeder. Og kunderne har det jo ekstremt svært, siger han.
- Så selv om vi forhåbentlig begynder at løsne op for forsamlingsforbud og lignende, så er økonomien så underdrejet, at det bliver virkelig vanskeligt at få nye eksportordrer.
I Danmark er tommelfingerreglen, at dansk økonomi har to næsten lige store motorer: Den ene er de danske forbrugere og den anden er eksporten til udlandet.
Med torsdagens tal rettes fokus ikke længere kun på at få dansk økonomi på benene. Men også hvor hurtigt resten af verden kommer på benene.
- De hjemmelige forbruger er især hæmmet af, at de ikke kan gå i storcentre og bevæge sig ud i offentligheden. Når vi ophæver det, kan det godt være, at noget af forbruget vender tilbage, siger Allan Sørensen.
- Men det er især eksporten, der bliver meget udfordret. Selv om vi løsner op herhjemme, er der ikke mange kunder tilbage i udlandet.
Seneste artikler
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Kvinde amok på betjente
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Nu indtager de Bjørneskoven
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser