Dansk forskersucces i EU
Danske forskere har høstet pænt af en ny omgang bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd - syv forskere fik en bevilling.
Syv yngre forskere er tildelt bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd til at gennemføre banebrydende projekter i Danmark. Det er næsten en fordobling i forhold til sidste år, hvor fire fik bevillinger, oplyser Videnskabsministeriet.
Der er tale om prestigefyldte "startlegater" fra forskningsrådet. De næste fem år har forskerne hver fra 5,5 til knap 13 millioner kroner til at opbygge en forskergruppe og udføre forskning.
De to kvinder og fem mænd er udvalgt blandt 2.503 ansøgere, hvor 219 forskere blev tilgodeset. Dermed er den danske succesrate styrket markant i forhold til året før.
- Det er en flot anerkendelse af vore dygtige unge forskere, at så mange danske forskere har haft succes med deres ansøgning. Vi har fået en bemærkelsesværdig andel af bevillingerne, som viser, at de danske forskningsmiljøer står stærkt i den internationale konkurrence, siger videnskabsminister Helge Sander (V) i en pressemeddelelse.
Af de syv forskningsprojekter skal tre gennemføres på Københavns Universitet, ét på Aarhus Universitet, ét på Danmarks Tekniske Universitet og ét på Statens Serum Institut. Det syvende projekt skal foregå på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Forskningsfelterne spænder bredt fra forbedringer af børns sundhed i u-lande til lynhurtig, optisk kommunikationsteknologi.
Det er blot anden gang det europæiske råd uddeler legaterne. Rådet er uafhængigt og har 22 forskere fra hele Europa som medlemmer. Midlerne hentes i EU's rammeprogram for forskning.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker