Dansk Industri: Der er et uudnyttet potentiale på online markedspladser

Danske firmaer sælger langt mindre til udlandet via nettet, end der ryger den anden vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Danmarks eksport af varer og tjenester i mange år har været større end importen, står det anderledes til, når det gælder e-handel.

Her er forskellen mellem det beløb, som danskere bruger i udenlandske webshops, og det beløb, som udlændinge handler for i danske onlinebutikker, bare vokset og vokset.

Dansk Industri har på baggrund af tal fra Nationalbanken for brug af kreditkort opgjort den såkaldte e-handelsbalance til at være minus 59,1 milliard kroner.

For mens danskerne sidste år købte for 73,7 milliarder kroner på nettet hos udenlandske virksomheder, så blev der kun sendt varer og tjenester for 14,6 milliarder ud af landet.

Og det bekymrer Jacob Kjeldsen, der er chef for e-handel og branchedirektør i DI Handel.

- Det er helt afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne, at de styrker deres onlinesalg, fordi udviklingen i mange år har vist os, at det er den vej, det går, siger han.

En af forklaringerne på ubalancen kan være danskernes forkærlighed for virksomhedernes egne webshops.

- I udlandet, for eksempel Tyskland, England og USA, handler man meget på online markedspladser som Amazon.

- Men vores tal viser, at det kun er omkring syv procent af danske eksportvirksomheder, der bruger online markedspladser, og derfor er der et uudnyttet potentiale der, siger han.

Branchedirektøren mener, at der findes et stort uudnyttet potentiale for at nå bredere ud til udenlandske onlinekunder inden for danske styrkepositioner som tøj, sko, møbler og design.

- Bestseller er gode til at sørge for, at deres brand er til stede på flere kanaler. De har både fysiske butikker og onlinesalg.

- På samme måde forsøger Planet Nusa, der sælger fitnesstøj, at ekspandere internationalt ved at opbygge både fysiske og digitale fællesskaber som supplement til deres webshop.

- Men der skal mere til end at lave en engelsk version af sin webshop. Det skal tænkes ind i et større strategisk greb i det miks af salgskanaler, man benytter sig af, siger han.

/ritzau/