Dansk Industri henter SAS-direktør som ny frontfigur
Lars Sandahl Sørensen er torsdag præsenteret som ny direktør for Dansk Industri. Han tiltræder fra august. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Koncerndirektør i SAS Lars Sandahl Sørensen bliver ny direktør i Dansk Industri, oplyser organisationen.
Lars Sandahl Sørensen bliver den næste direktør for Dansk Industri (DI). Det oplyser lobbyorganisationen torsdag.
Han kommer fra en stilling som koncerndirektør i SAS, hvor han ikke er topchef men en del af luftfartsselskabets ledelse.
Han forlader sit job i SAS og tiltræder som direktør i Dansk Industri fra august.
- Det er i høj grad virksomhederne, der kan skabe de konkrete, innovative bæredygtige løsninger, der er stor efterspørgsel efter såvel i Danmark som i resten af verden, siger Lars Sandahl Sørensen.
- Danmark har et enestående udgangspunkt, og det bliver en af DI's største prioriteter i de kommende år at bidrage til at realisere det potentiale globalt.
Forgængeren på posten, Karsten Dybvad, fratrådte i december sidste år for at blive bestyrelsesformand i Danske Bank.
Den nye direktør får en varm velkomst fra både egne og fagbevægelsens side.
Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad, kalder den nye DI-direktør en "globalt orienteret leder".
- Han ved, hvad der skal til for, at virksomhederne kan vokse og skabe arbejdspladser til glæde for hele Danmark, siger han i en skriftlig meddelelse.
Også formanden for fagforbundet 3F, Per Christensen, glæder sig over, at jobbet er gået til Lars Sandahl Sørensen.
I en udtalelse siger han:
- Jeg glæder mig - også på det personlige plan - til, at vi sammen skal finde løsninger på nogle af de udfordringer, danske virksomheder og lønmodtagere står over for, og ser frem til et godt samarbejde.
Også Claus Jensen, der som formand for sammenslutningen af fagforbund i CO Industri bliver Lars Sandahl Sørensens modpart i forhandlingerne om en overenskomst, ønsker den nye DI-direktør tillykke.
På Facebook skriver han:
- Jeg ønsker Lars stort tillykke med den nye post og håber og forventer, vi får et godt og konstruktivt samarbejde på trods af de åbenlyse interesseforskelle - nøjagtigt som CO-industri har haft det med de foregående.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker