Dansk ingrediensgigant undviger økonomiske skrammer fra virus

Danske Chr. Hansen fremstiller ingredienser, som blandt andet er at finde i yoghurt og ost. (Arkivfoto) Foto: Christian Hartmann/Reuters

Chr. Hansen er ikke ramt mærkbart af coronavirusset og fastholder finansielle forventninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens en lang række danske virksomheder er udfordret af coronavirusset, er den danske ingredienskoncern Chr. Hansen sluppet for de helt store økonomiske skrammer.

Selskabet fastholder således sine forventninger til vækst og indtjening i 2019/2020. Det oplyser selskabet i sit halvårsregnskab.

Chr. Hansen er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer.

Regnskabet dækker de seks måneder fra september til og med februar.

Dermed indeholder det ikke perioden, hvor virusset har spredt sig til hele verden.

Chr. Hansen blev dog ikke mærkbart påvirket af udbruddet i Kina i starten af året, skriver selskabet.

- Den hurtige udvikling i Covid-19-pandemien påvirkede ikke resultaterne i andet kvartal signifikant, og det er svært at forudsige, hvordan det vil påvirke resten af året, da forskellige effekter vil påvirke over forskellige tidshorisonter.

- På den korte bane har en række kunder sikret eller endda øget deres lagre som følge af udbruddet, hvilket har skabt en ekstraordinær efterspørgsel, som dog forventes at blive normaliseret over tid, skriver selskabet.

I forbindelse med regnskabet oplyser Chr. Hansen, at finansdirektør Søren Westh Lonning stopper. Han har været i selskabet i 13 år. Han har haft sit nuværende job i fem år.

Søren Westh Lonning har fået en lignende stilling hos en virksomhed, der ikke konkurrerer med Chr. Hansen. Det er uvist, hvilken virksomhed der er tale om.

Chr. Hansen sælger ikke produkter, man direkte støder på nede i supermarkedet.

Men ifølge selskabet selv spiser eller drikker mere end en milliard mennesker hver dag et produkt, der indeholder ingredienser fra Chr. Hansen.

De store konkurrenter er hollandske DSM og amerikanske Dupont.

Dupont har også et dansk islæt, da selskabet i 2011 købte ingrediens- og enzymvirksomheden Danisco.

Chr. Hansen er målt på omsætning og antallet af ansatte lidt uden for top-50 blandt Danmarks største virksomheder.