Dansk innovation er næstbedst i EU

Danmark placerer sig i det absolutte EU-førerfelt, når det gælder forskning og innovation.

Sådan lyder konklusionerne i den såkaldte European Innovation Scoreboard 2010, hvor EU-Kommissionen har sammenlignet udviklingen i de 27 medlemslandene.

Danmark lander på en andenplads på den nye liste og er dermed rykket tre pladser frem i forhold til den forrige liste.

Kun nabolandet Sverige klarer sig bedre end Danmark, viser rapporten, der blev offentliggjort tirsdag.

- Det er positivt, at Danmark også i den nyeste årsrapport tilhører gruppen af førende, innovative nationer i Europa, siger den danske videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen (K).

I Dansk Erhverv kalder man det dog paradoksalt, at Danmark placerer sig i toppen. Blandt andet, fordi Danmark ligger tredjesidst, når det kommer til vækst i innovation.

Her er Danmark kun overgået af Litauen og Cypern, siger chefkonsulent Christian Ohm.

- Det er afgørende, at vi får strammet op på innovation og ikke bruger andenpladsen som sovepude, hvis Danmark som vidennation skal kunne klare sig i den globale konkurrence, påpeger han.

Det er primært væksten i antallet af danske ph.d-uddannede og antallet af internationale publikationer, som sender Danmark højt op på listen.

Også væksten i udenlandske indtægter fra licenser og patenter og flere offentlige investeringer i forskning og uddannelse har spillet positivt ind.

Selvom EU-Kommissionen placerer Danmark som det næstmest innovative EU-land, så viser rapporten også, at Danmark halter efter, når det gælder innovation i de små og mellemstore virksomheder.

Det er et problem, som Dansk Erhverv også flere gange har påpeget.

/ritzau/

Danmark er EU's næstmest innovative land, viser ny rapport. Der skal strammes meget op, siger Dansk Erhverv.

Offentliggjort Sidst opdateret