Ifølge nye tal fra EU-Kommissionens statistikkontor, Eurostat, topper Danmark listen over hårdest ramte landbrug med en nedgang på 24,7 procent i 2008 i forhold til året før. Det skriver Altinget.dk.
I Landbrugsraadet begrunder direktør Carl Aage Dahl den store nedgang med, at dansk landbrug er førende på svineproduktion. Mens alle andre landbrugsproduktioner nød godt af de stigende fødevarepriser sidste år, blev svinesektoren ramt hårdt.
- Udbuddet på verdensmarkedet var for stort, så sektoren oplevede ingen prisstigninger. Samtidig steg foderpriserne markant. Det ramte svineproducenterne hårdt økonomisk, og det er det, vi kan se ud fra Eurostats tal, siger han. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel kalder tallene "tankevækkende".
- Danmark er hårdest ramt. Men landbruget er i sidste instans mere robust end mange andre sektorer, for du behøver ikke at købe en ny BMW, men du bliver nødt til at spise et eller andet. Derfor vil der fortsat være behov og efterspørgsel efter fødevarer, siger kommissæren. Hun advarer samtidig mod protektionistiske tiltag i de enkelte medlemslande:
- Jeg er lodret modstander af, at vi går ind som politikere og styrer markedet og for eksempel bestemmer mindsteprisen på mælk eller forhøjer importtolden på varer for at beskytte vores egen produktion. Den protektionistiske tilgang er jeg meget opmærksom på, at vi ikke forfalder til - det vil være som at skyde os selv i foden, siger hun. /ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet