Dansk ledighed falder trods afmatning i eksporten
Færre ledige viser, at der fortsat er liv i opsvinget, selvom eksporten ikke har så meget fart på, lyder det.
Selvom økonomien ikke ligefrem brager derudaf hverken i Danmark eller globalt, så fortsætter den danske ledighed med at falde ifølge en interviewundersøgelse fra Danmarks Statistik.
Ifølge den såkaldte Arbejdskraftundersøgelse faldt ledigheden med 3000 personer i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Det sker på trods af, at der er faktorer, der trækker i den anden retning, siger økonom.
- Tredje kvartal var ikke en periode med høj fart på i dansk økonomi, hvor eksporten led under afmatningen i verdenshandlen. Alligevel så vi altså et lille fald i arbejdsløsheden, skriver Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.
- Det afspejler, at der underliggende stadig er liv i opsvinget, hjulpet af noget af et comeback til privatforbruget, tilføjer han.
Det er dog nødvendigt med lidt mere gang i hjulene, hvis ledigheden skal fortsætte med at falde, siger han.
- Hvis fremgangen skal fortsætte er det nødvendigt, at der kommer lidt mere gang i Europas økonomi, men det er der så heldigvis også grund til at tro vil ske.
Med faldet i ledigheden i tredje kvartal var der i alt 180.000 AKU-ledige personer i alderen 15-64 år, hvilket svarer til 6,3 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted fremhæver i en skriftlig kommentar, at dagens tal ikke er just er prangende og skal tolkes forsigtigt.
- Dagens tal flugter på ingen måde med de pæne tal, som vi har set for lønmodtagerbeskæftigelsen, der er "kongetallet" for det danske arbejdsmarked.
- Der har dog været tegn på, at fremgangen på det danske arbejdsmarked godt kan bremse lidt op de kommende måneder, ligesom situationen i verden omkring os tegner usikker. Til gengæld er det private forbrug omsider begyndt at røre på sig, siger han.
Arbejdskraftundersøgelsen er en omfattende spørgeskemaundersøgelse, der omfatter 22.000 personer hvert kvartal.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker