Dansk medicinalselskab står med nyt milliardunderskud

Leo Pharma blev stiftet i 1908 under navnet Løvens Kemiske Fabrik og har hovedsæde i Ballerup. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Leo Pharma har leveret underskud på knap fem milliarder kroner ud af en omsætning på det dobbelte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske medicinalselskab Leo Pharma kommer ud af 2021 med et underskud på knap 4,9 milliarder kroner efter skat.

Det fremgår af selskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag.

Det er store investeringer i nye produkter i pipelinen og en forsinkelse af lanceringen af eksemmidlet tralokinumab i USA, der er blandt årsagerne til det store minus.

Og så har Leo Pharmas ledelse valgt at nedskrive en række udviklingsprojekter.

Selskabet sagde i efteråret farvel til den administrerende direktør Catherine Mazzacocco, og det bliver nu op til hendes efterfølger, Christophe Bourdon, at prøve at vende underskud til overskud, når han tiltræder 1. april i år.

Årets resultat er det dårligste nogensinde, og Leo Pharmas seneste overskud daterer sig tilbage til 2018.

Siden da har selskabet trods nogenlunde konstante omsætningstal på omkring ti milliarder kroner haft røde tal på bundlinjen.

Det skyldes blandt andet, at man har investeret mere end tre milliarder kroner i ejendomme, fabrikker og udstyr i perioden.

Leo Pharma beskæftiger lige knap 6000 personer og har ifølge selskabet omkring 90 millioner patienter, der bruger virksomhedens medicin.

Selskabet er stærkt repræsenteret inden for hudpleje med produkter som psoriasismedicinen kyntheum og skinoren, som behandler akne.

Dets historie går helt tilbage til 1908, hvor man grundlagde Løvens Kemiske Fabrik i det indre København. Først i 1958 flyttede man ud til det nuværende hovedsæde i Ballerup.

Selskabet er 100 procent ejet af Leo Fondet, der deler penge ud til international forskning.