Det kunne have været meget værre. Det danske bruttonationalprodukt voksede ifølge Danmarks Statistik 0,7 procent i tredje kvartal, og det var bedre end ventet. Det siger Jes Asmussen, cheføkonom i handelsbanken.
- Vækstopbremsningen i dansk økonomi i tredje kvartal viste sig mindre end frygtet, siger økonomen i kommentar til nationalregnskabet.
Også cheføkonom Steen Bocian er positivt overrasket.
Der er dog fortsat ikke grund til at bryde ud i vild jubel over den tilstand, som den danske økonomi i øjeblikket befinder sig i.
- Indtrykket af, at dansk økonomi fortsat bevæger sig ud af den økonomiske krise, er dog intakt, men der er stadig lang vej førend, vi får indhentet det tabte, siden vækstafmatningen satte ind, siger Jes Asmussen i en kommentar.
Der var fremgang i det private forbrug i tredje kvartal, mens investeringerne og det offentlige forbrug faldt. Samhandlen med udlandet voksede med stigninger i både eksport og import.
- Sammenligner vi væksten i Danmark med væksten i vores samhandelslande, så er væksten desværre ikke prangende, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
- Det er dog værd at holde fast i, at dansk eksport har overrasket meget positivt i år, siger han.
I forhold til samme periode sidste år er BNP steget med 3,0 procent i tredje kvartal og med 1,7 procent i årets første tre kvartaler.
Den samlede beskæftigelse faldt med 0,7 procent i tredje kvartal svarende til knap 20.000 personer. Indenfor offentlig forvaltning og service skønnes der at have været en stigning i beskæftigelsen på 0,2 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde