Dansk pelshus fyrer hver fjerde efter prisfald på skind
Økonomien er trang hos pelsvirksomheden Kopenhagen Fur, der har set sig nødsaget til at afskedige op mod 150 af de 520 medarbejdere. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Cirka hver fjerde af skind- og pelshuset Kopenhagen Furs 520 ansatte kan vente sig en fyreseddel inden sommer.
Mellem 130 og 150 fuldtidsstillinger vil blive opsagt hos Kopenhagen Fur. Det svarer til, at hver fjerde ansatte i skind-auktionshuset skal se sig om efter et nyt job.
Massefyringerne sker efter en række år med nedadgående priser, oplyser virksomheden.
- Kopenhagen Fur vil før sommer tilpasse virksomhedens setup til den reduktion i skindmængde, som gennem nogen tid har været forventet i år og næste år, siger Jesper Lauge Christensen, administrerende direktør hos Kopenhagen Fur, i en pressemeddelelse.
Kopenhagen Fur er et fællesejet auktionshus for branchen. Varerne, der sælges, er skind og pels.
Det er langtfra første gang, at det danske auktionshus må skære dybt i medarbejderstaben. Seneste nedskæring skete i 2018, hvor 45 medarbejdere måtte finde ny arbejdsgiver.
Selv om det var medvirkende til, at virksomheden leverede et overskud fra 2018, ser den fortsat et behov for at slanke sig. Fyringerne er en konsekvens af, at der gennem længere tid har været produceret for mange skind i forhold til efterspørgslen.
- Der har gennem nogen tid været forventet en global reduktion i minkproduktionen på cirka 30 procent i år, og derfor vil der selvsagt komme markant færre skind til håndtering og salg i auktionshuset i 2020, siger Jesper Lauge Christensen i pressemeddelelsen.
Trods nedskæringer vil Kopenhagen Fur fortsat være den største virksomhed i den globale pelsbranche, oplyser den administrerende direktør, som mener, at Kopenhagen Fur har et godt fodfæste internationalt.
- Den gode og kvalitetsprægede danske minkproduktion er således nu helt oppe på en markedsandel omkring 40 procent af den samlede verdensproduktion af minkskind, siger Jesper Lauge Christensen.
Pelshuset ønsker ikke at stille op til interview med Ritzau om massefyringerne eller virksomhedens forudsætninger fremadrettet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker