Dansk-svensk lodskrig brudt ud

Først var der svenskekrigene, så de utallige opgør i fodbold med de blå-gule, og nu strides Danmark og Sverige igen: Danske lodser er utilfredse med, at svenske lodser går på rov i danske farvande.

Ifølge fagorganisationen Danske Lodser har den økonomiske krise i søfarten fået det statslige svenske lodsvæsen til at påtage sig flere lodsninger af skibe i danske farvande gennem det seneste år - og det er i strid med de gældende aftaler for Østersøregionen.

Formanden for Danske Lodser Sam Skouw Nielsen siger, at organisationen sammen med Lodstilsynet har påtalt det uhensigtsmæssige i, at svenske lodser sejler helt ned i Storebælt, før de lader sig afløse af danske lodser. På den tur passerer de nemlig Hatter Barn Rev syd for Samsø, der er kendt for sine mange grundstødninger.

- Det er et farligt område, og for at kunne kalde sig lods her skal man have en høj sejladsfrekvens, og det har svenskerne ikke. Det vil være et alvorligt slag mod lodsers troværdighed, hvis et skib med lods om bord involveres i en kollision eller grundstødning, siger Sam Skouw Nielsen i en pressemeddelelse.

Svenskerne har dog hidtil ignoreret henvendelserne fra Danske Lodser og myndigheder.

- Motivet for de svenske lodser er helt klart økonomisk, tilføjer lodsformanden. Han frygter, at andre landes lodstjenester med ondt i økonomien vil kunne gøre det samme som svenskerne.

/ritzau/

Danmark strides igen med Sverige: Danske lodser er sure over, at svenske lodser går på rov i danske farvande.

Offentliggjort Sidst opdateret