Dansk tech-ambassadør vil have it-giganter til at tage ansvar
Danmarks tech-ambassadør, Casper Klynge, har i halvandet år arbejdet på at etablere et samarbejde mellem industrien og myndighederne om regulering af den teknologiske udvikling. (Arkivfoto). Foto: Staff/Reuters
Staff/Reuters
Nogle it-virksomheder afviser regulering, men holdningerne er i bevægelse, mener Danmarks tech-ambassadør.
Den teknologiske udvikling går så stærkt, at de folkevalgte beslutningstagere har svært ved helt at forstå omfanget af såvel muligheder som udfordringer.
Det mener den danske tech-ambassadør, Casper Klynge.
- Det skal ikke overlades til industrien selv at definere vilkårene for, hvordan den nye teknologi skal udrulles. Det skal foregå i samarbejde med offentlige myndigheder, siger han.
Casper Klynge, der for godt halvandet år siden tiltrådte som Danmarks første ambassadør for teknologi og digitalisering, er til stede på verdens største messe for forbrugerteknologi, CES, i Las Vegas, USA.
Her handler det for ham ikke om nye gadgets og nye produkter. Det handler om regulering af ny teknologi.
- Vi er her ikke for at kigge på rullende tv. Vi er her for at snakke med de andre lande og snakke med de store virksomheder. Vi arbejder på at skabe en koalition mellem lande og virksomheder om ansvarlig tilgang til teknologi.
- Det handler om et større samfundsansvar i den private sektor og også om at hjælpe vores beslutningstagere med at få en balanceret tilgang til teknologien, siger Casper Klynge.
Han har haft samtaler med store virksomheder som Facebook om læk af data, misbrug af platforme, underminering af valg og fordeling af misinformation eller terrormateriale.
- Vi forsøger at sige til virksomhederne, at det er uacceptabelt, at vi forventer, at de tager et medansvar.
Overordnet handler det om kerneværdier som demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, at der ikke er nogen bias - skævhed - i kunstig intelligens.
- I Danmark og i Europa forventer vi, at det foregår inden for nogle spilleregler, som vi alle er enige om. At tage de samtaler ind i virksomhedernes hovedkvarterer er centralt i det, vi laver.
Nogle virksomheder har været "utroligt" interesserede og har ifølge Casper Klynge efterspurgt en samtalepartner på de her områder. Men ikke alle.
- Der er helt klart en lille gruppe virksomheder, som har været fodslæbende og bestemt ikke interesserede i at have de her samtaler, siger han.
Der er virksomheder, der mener, at det ikke er deres ansvar, hvis nogen misbruger deres produkter. Og så er der de virksomheder, som bare helst vil være i fred og foretrækker et ikke-reguleret område.
- Nogle af de skandaler, der har været med datasikkerhed, har flyttet tankegangen - ikke bare i befolkningen, men også i nogle af hovedkvartererne, siger han.
Dog ikke helt så langt, som Casper Klynge gerne så.
- Men på det halvandet år, jeg har været i jobbet, og vi har været i gang, er tingene kommet i bevægelse, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet