Dansk turisme rammes af japansk jordskælv

Dansk turisme går glip af masser af yen - den japanske møntfod - i den kommende sæson. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami i Japan lægger en dæmper på japanernes rejselyst, og mange er desuden hårdt ramt økonomisk af katastrofen.

- Det er forfærdeligt, det der er sket i Japan. De har været utrolig meget igennem. Vi hører derude fra, at hverdagen er ved at indfinde sig, men det har lagt en dæmper på rejselysten, siger Flemming Bruhn, direktør i Visitdenmark med ansvar for Asien.

Antallet af japanske turister i Danmark ventes at falde med op mod 20 procent i år som følge af katastrofen.

Og selvom japanerne kun udgør omkring én procent af det samlede antal turister i Danmark, så vil det kunne mærkes, at flere bliver væk, for japanerne er en af de grupper, hvor pengene sidder mest løst, når de er på ferie.

Mens den gennemsnitlige turist bruger omkring 1200 kroner i døgnet i Danmark, så bruger japanerne mere end 1500 kroner, lyder vurderingen fra Visitdenmark.

- Japanerne er en vigtig målgruppe for især det københavnske hotelmarked. De har typisk en høj disponibel indkomst, og når de rejser, vil de gerne bo godt, spise godt og shoppe. Og de er vant til at betale for det, siger Flemming Bruhn.

Antallet af japanske turister i Danmark var langt højere før finanskrisen og lå over 100.000 overnatninger om året. Men krisen betød et ordentligt dyk til omkring 80.000 overnatninger i 2008, viser tal fra Danmarks Statistik.

Nedturen er dog vendt til ny fremgang de seneste par år, men det ser altså ud til at stoppe brat efter jordskælvet.

/ritzau/

Japanske turister er en attraktiv målgruppe for dansk turisme. Men efter katastrofen bliver mange hjemme.

Offentliggjort Sidst opdateret