Dansk virksomhed bruger farlig sprøjtegift

Den danskkontrollerede plantagevirksomhed United Plantations i Malaysia udsætter ifølge Politiken sine arbejdere for livsfarlige sprøjtegifte - heriblandt midlet paraquat, som selv i meget små doser kan føre til forgiftninger, der ødelægger lungerne. Paraquat har i flere år været forbudt i EU.

Arbejdere, som avisen har mødt i Malaysia, siger, at mange af dem lider af udslæt, åndedrætsbesvær og negle, som bliver røde og går i opløsning, hvilket er klassiske symptomer på forgiftning med sprøjtemidler.

De fortæller også om mangelfuld lægehjælp, og at de får beskyttelsesudstyr som tunge gummistøvler og kraftige handsker, der er ubrugelige i Malaysias fugtige varme.

United Plantations ejer i Malaysia kæmpeområder med palmetræer, hvis frugter anvendes til at fremstille palmeolie. Noget af olien ender hos fødevaregiganter som Nestlé, Kraft, Mars og Arla, der bruger den i kendte mærker som Mars-Bar, Toblerone og Arlas pizzaost.

Palmeolie fra United Plantations indgår også i en række andre produkter som sæbe og kosmetik.

Mange af landarbejderne søger hjælp hos Ravindran R. Naidu, der er læge i en lille by tæt på United Plantations' hovedkvarter i Malaysia. Det gør de, fordi United Plantations ifølge ham ikke vil betale for behandling.

- Jeg vil tro, at jeg i gennemsnit får besøg af fem-ti landarbejdere om måneden fra United Plantations, som bærer tegn på at være forgiftet med sprøjtemidler, siger han til Politiken.

Tidligere på året udgav den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita en rapport, som også dokumenterede, at mange af landarbejderne lider af blandt andet udslæt og åndedrætsbesvær.

Rapporten får en af Danmarks førende pesticideksperter, professor på Institut for International Sundhed på Københavns Universitet, Flemming Konradsen, til at kalde forholdene bekymrende

United Plantations' danske direktør, Carl Bek-Nielsen, ønsker ikke at udtale sig til Politiken.

/ritzau/

Fødevarekoncerner som Arla og Kraft overvejer at droppe samarbejde med dansk plantagevirksomhed i Malaysia, fordi arbejderne siger, de bliver syge.

Offentliggjort Sidst opdateret