Danske aktier falder efter jobtal fra USA

Det har været en rigtig dårlig dag for aktierne i det toneangivende danske aktieindeks C20. Indekset slutter således fredagen med et fald på tre procent, hvilket hovedsageligt skyldes meget skuffende tal for antallet af amerikanske arbejdspladser.

Allerede ved fredagens begyndelse havde bekymringen for jobtallene betydning for C20, der ved dagens åbning klokken ni faldt med -1,4 procent. Og sådan fortsatte det resten af dagen.

Kort før offentliggørelsen af de amerikanske tal klokken 14.30 var aktierne for de 20 største danske virksomheder faldet med 2,3 procent. Og da det viste sig, at der er skabt langt færre job i USA end ventet faldt kurserne øjeblikkeligt til minus 2,8 procent.

Der er slet ingen job skabt uden for den amerikanske landbrugssektor i august, hvor man ellers havde ventet 68.000 flere i arbejde. I den private sektor kom der 17.000 flere job i USA - det var ellers forventet, at det tal endte på 95.000.

Og den nyhed betød, at optimismen aldrig vendte tilbage til Københavns Fondsbørs, hvor aktiekurserne var dalet med minus tre procent ved lukningen.

Coloplast tegner sig som den eneste for en stigning fredag, da kursen endte 0,6 procent højere. Dagens største tabere i C20 er Danske Bank med et fald på 6,3 procent, FLSmidth med et fald på seks procent og Vestas med et fald på -5,3 procent.

Trods den dårlige aktiedag er indtrykket af ugen langt mere positivt. Samlet er aktierne i ugens løb steget med omkring 4,4 procent - og så sent som torsdag lukkede C20 også med en lille stigning på 0,9 procent.

Her var det også overvejende amerikanerne, der havde indflydelse på de danske aktiekurser. De såkaldte amerikanske ISM-tal - der er det amerikanske erhvervslivs tillid til markedet - viste sig nemlig at falde mere positivt ud end ventet.

/ritzau/

De danske aktier tog et dyk fredag på grund af dårlige jobtal fra USA. Ugen ender dog i et pænt kursplus.

Offentliggjort Sidst opdateret