Det er atter hverdag på den danske Fondsbørs efter tirsdagens store kurshop. Onsdag lukker aktierne i det toneangivende C20-indeks med et fald på 1,4 procent til indeks 350,6.
Tirsdag bød på den største stigning i over et år, da kurserne lukkede med en stigning på 4,1 procent - og efter en lidt negativ start på onsdagen med et fald på lidt over en procent omkring klokken 10, pegede pilen atter op for Danmarks største børsvirksomheder.
Omkring klokken 12 var aktierne således steget med en procent, hvilket dog ikke fik eksperterne til at sætte ind med voldsomme jubelscener.
- Investorerne har ikke lyst til at sende markedet højere, før vi finder ud af, om der kommer noget konkret fra møderne mellem Tyskland, Grækenland og de andre, sagde aktiestrateg Michael Drøscher Jørgensen fra Nykredit Markets til Ritzau Finans omkring middagstid.
Efter middags knækkede filmen da også, hvilket fik kurserne til at danse ligeså stille nedad til indeks 350,6, da børsen lukkede klokken 17.
Udsvingene fra minus til plus og tilbage skyldes ifølge Michael Drøscher Jørgensen, at markedet venter på en mulig løsning på den europæiske krise.
- Grunden til, at vi har de ret kraftige udsving, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvor det skal hen. Derfor skal der ikke så meget positivt til at sende det op. På den korte bane venter vi meget kraftige udsving fra dag til dag, vurderer han.
Dagens største vinder er Vestas med et plus på 2,4 procent, NKT med et plus på 2,3 procent og Topdanmark med et plus på 0,8 procent.
De største tabere onsdag er Pandora med et fald på 4,4 procent, Carlsberg med et fald på tre procent og GN Store Nord med et fald på 2,9 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde