Danske aktier falder markant efter meldinger om stigende renter

Det er forventningen, at Den Europæiske Centralbank hæver renten i næste uge for at kontrollere inflationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske aktier har fået en kedelig start på dagen.

Det toneangivende C25-indeks falder omkring klokken 11 med cirka 2,7 procent. Samtlige aktier i indekset befinder sig i rødt terræn.

Det er formentlig udsigten til højere renter, der får investorerne til at trække følehornene til sig, vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- På et rentemøde i USA blev det for nylig slået fast med syvtommer søm, at renterne kommer til at gå noget højere, fordi det skal sikres, at inflationen ikke bliver noget, som driller på længere sigt, siger han.

- Investorerne kigger generelt ind i en stor mængde af usikkerhedsfaktorer i den globale økonomi samt ind i en fortsat krig i Ukraine, der lurer i baggrunden.

C25-indekset består af de 25 mest handlede danske aktier.

Det er også forventningen, at Den Europæiske Centralbank (ECB) igen vil hæve renten i næste uge i et forsøg på at gøre det mere attraktivt at holde lidt på pengene.

Priserne i landene med euro var i august 9,1 procent højere end i samme måned sidste år. Det viste Eurostats første indikator for prisudviklingen onsdag.

Per Hansen noterer sig, at det er nogle af de cykliske aktier som Mærsk, der falder meget torsdag. Den danske rederikoncern falder mere end tre procent.

Cykliske aktier er dem, som følger svingningerne i økonomien.

Det er dog medicinalselskabet Bavarian, som udgør bunden torsdag formiddag. Selskabet ligger næsten seks procent lavere end ved fondsbørsens lukning onsdag.

Det toneangivende C25-indeks har i det hele taget været inde i en svær periode. Siden 11. august er indekset faldet med mere end ni procent.

/ritzau/