Danske aktier stiger med 40 milliarder

De danske aktieejere er samlet blevet knap 40 milliarder kroner rigere i forhold til i går. Det viser en beregning af alle de danske børsnoteredes selskabers værdi efter Fondsbørsens lukning torsdag, som Spar Nord har foretaget.

- Det har været en skøn dag for de danske aktieinvestorer. Totalindekset på det danske aktiemarked er blevet cirka 40 milliarder mere værd, og det hænger selvfølgelig sammen med den EU-aftale, der blev lavet sent i nat, siger Mikkel Duus-Hansen.

EU's nye hjælpepakke til Grækenland og Sydeuropa har især været god ved bankerne, men generelt er det også gået positivt på det toneangivende danske C20-indeks, som lukker med en stigning på 3,8 procent.

Danske Bank går frem med 9,6 procent og Sydbank med 5,7 procent, og uden for C20 går også Nordea frem.

- Bankaktierne er steget ret meget, men var også faldet ret meget op til, at EU-aftale blev indgået. Baggrunden for stigningerne er, at der nu er mindre usikkerhed for den finansielle sektor, siger han.

Længe så det ud til, at C20 ville opleve årets største stigning på en enkelt dag. C20 åbnede med en stigning på 4,3 procent og var først på eftermiddagen helt oppe på plus fem.

Men i løbet af eftermiddagen - nogenlunde samtidig med at det amerikanske børsmarked åbnede - begyndte investorerne at sælge ud og bragte indekset ned på 372,32.

- Aktiekurserne er steget op til EU-aftalen. Og så fik vi den store forløsning fra morgenstunden, og så er det meget naturligt, at nogle investorer tager nogle gevinster hjem hen over eftermiddagen, siger han.

Årets største stigning på C20 er stadigvæk fra 27. september, hvor kurserne steg med 4,3 procent.

Trods dagens samlede stigning er C20 faldet med 18,6 procent siden årsskiftet.

/ritzau/

De danske aktier er blevet 40 milliarder mere værd siden onsdag. C20-indeksen lukker med en stigning på 3,8.

Offentliggjort Sidst opdateret